Karen Kjældgård-Larsen (1975), designer
En fascination af Musselmalet.
Karen Kjældgård-Larsen voksede op med det musselmalede stel og havde altid været fascineret af det og de små forskelle, som er typiske for det håndmalede stel og gør hver enkelt del helt unik.
Hun var kun 26 år gammel, da hun for første gang bankede på døren hos Royal Copenhagen, og hendes møde med porcelænsfabrikken førte til lanceringen af Musselmalet Mega. Det var derfor også med stor respekt for det oprindelige stel, som var porcelænsfabrikkens første tilbage i 1775, at Musselmalet Mega-dekorationen blev til.
Udvalgte fragmenter af den traditionelle musselmalede dekoration er forstørret, så de smukt svungne linjer og dele af den stilfulde krysantemum danner et næsten grafisk hele.
Produkterne i Musselmalet Mega er alle skabt på baggrund af formerne fra det oprindelige Musselmalet fra 1775.
En anelse forandring
"Det musselmalede mønster er meget dansk, af høj kvalitet, dyrt, nostalgisk, romantisk, gammeldags osv., så hvis det kunne ændres, men stadig genkendes, ville det være noget af en bedrift".
"Kun en lille forandring vil betyde en ekstrem tydelig ændring. Det skyldes sikkert, at mønsteret er så dybt forankret i folks bevidsthed".